Book ophold Giftcard Chat

Kurhotel Skodsborg får ny anerkendt køkkenchef: Bendix Sixhøj Laursen tiltræder Brasserie Carl

Kurhotel Skodsborg er stolte af at kunne annoncere, at den anerkendte køkkenchef Bendix Sixhøj Laursen bliver den nye leder af køkkenet på Brasserie Carl fra 1. marts 2025. Med en imponerende karriere, der spænder fra Michelin-restauranter til flere vundne priser, bringer Bendix stor erfaring og passion for gastronomi til Kurhotel Skodsborg.

En karriere præget af prisvindende gastronomi
Bendix har gennem årene arbejdet på anerkendte restauranter som Søllerød Kro, Restaurant Mark og Restaurant Radio og har opnået stor anerkendelse, blandt andet med flere topplaceringer i konkurrencer som Årets Kok og Kartoffelprisen. Hans internationale erfaringer, blandt andet fra Schweiz og New Zealand, har også bidraget til hans brede kulinariske perspektiv.

Denne erfaring vil spille en central rolle i videreudviklingen af Brasserie Carl, som i mange år har været kendt for sin holistiske tilgang til sundhed og velvære. Brasserie Carl handler ikke kun om måltider, men om en helhedsoplevelse, hvor sanserne glædes, og kroppen næres med de bedste råvarer, udvalgt med omhu.

”Det er med stor glæde, at jeg kan dele nyheden om mit nye eventyr i Brasserie Carl. Jeg glæder mig til at sætte mit præg i samarbejde med de dygtige folk i teamet, hvor smag og sæsonens råvarer er i højsædet. Mit mål er at skabe måltider, der ikke blot forkæler ganen, men også bidrager til velvære – en sand kur for både sind og krop.” siger Bendix.

En spændende fremtid for Brasserie Carl

Med Bendix ved roret vil Kurhotel Skodsborg fortsætte med at løfte Brasserie Carl til nye højder, samtidig med at hotellets fokus på sundhed og velvære videreføres. I forbindelse med sin tiltrædelse som køkkenchef vil Bendix introducere et nyt menukort, der både hylder klassiske retter og trækker på hans innovative tilgang til gastronomi.

“Vi er meget begejstrede for at byde Bendix Sixhøj Laursen velkommen til vores team. Hans dedikation til kvalitet og kreativitet passer perfekt ind i vores filosofi, og vi ser frem til at se, hvordan hans visioner vil videreudvikle Brasserie Carl som en destination for både gastronomiske oplevelser og velvære,”
siger Susanne Åberg, CEO for Kurhotel Skodsborg.

Det nye menukort vil være tilgængeligt fra 1. marts 2025 på Brasserie Carl.

Mere information
Kontakt venligst Julie Hauritz på mail jha@skodsborg.dk eller mobil +45 2790 2807 for yderligere oplysninger.