Bogen Om ”Skodsborg Badesanatorium” 1

Vi er glade og stolte over at være med til at lancere bogen ”Skodsborg Badesanatorium – Persilleslottet som blev Nordens største kursted” af Anders Bank Lodahl og Jørn Hansen. Bogen er baseret på Anders Bank Lodahls ph.d.-afhandling om Skodsborg Badesanatoriums udvikling fra sanatoriet blev grundlagt i 1898, til det blev overtaget af Augustinus Fonden i 1992.

Hold kroppen naturligt sund

I slutningen af 1800-tallet, længe før kost, rygning, alkohol og motion for alvor overtog dagsordenen i sundhedsdebatten, var sundhedsapostlen og lægen Carl Ottosen bannerfører for en sundere livsstil på netop disse områder. Hans ideer stammede fra USA, hvor sundhedsbevægelserne udfordrede den etablerede lægevidenskab med begejstrede budskaber om, at kroppen kunne holdes naturligt sund ved at undgå kunstige stimuli fra det moderne civiliserede liv og holde sig til vegetarisk mad, rent vand, motion og frisk luft. Ottosen var opflammet af adventisternes sundhedsbudskab og havde lært sine metoder på sundhedsreformatoren og cornflakes-opfinderen J. H. Kelloggs sanatorium i Battle Creek i USA.

Badesanatoriet der blev ”Nordens største kursted”

I 1898 skabte Carl Skodsborg Badesanatorium, hvor kronisk syge og halvt raske blev behandlet med elektricitet, bade, lysterapi og frisk luft. I stedet for kaffe, tobak og alkohol ordinerede dr. Ottosen legemsøvelser og vegetarisk kost til at afgifte og genopbygge kroppen. Sanatoriet blev modtaget med hovedrysten fra det meste af den danske lægestand. Alligevel kom der mange gæster til sanatoriet, og i 1920’erne, efter adskillige udvidelser, blev det kaldt Nordens største kursted. Bogen omhandler udviklingen fra etableringen i 1898 frem til 1992 hvor Augustinus Fonden overtog stedet og i dag står bag det moderne Kurhotel Skodsborg.

Fakta om forfatterne

Anders Bank Lodahl er cand.mag. i historie og latin og museumsinspektør på Rudersdal Museer. Ph.d. fra Syddansk Universitet 2018.

Jørn Hansen er professor lic. fil. i historie ved Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, hvor han arbejder med idrætshistorie og sundhedshistorie.

Køb bogen ”Skodsborg Badesanatorium”

”Skodsborg Badesanatorium” er på 297 sider, rigt illustreret og indbundet.
Bogen udkom den 14. september 2018 og koster kr. 299,-.
Vi sælger ”Skodsborg Badesanatorium” i vores hotelreception, ligesom bogen kan købes online hos udgiveren Syddansk Universitetsforlag – begge steder til en særpris af kr. 239,-.