Se menukort Giftcard Chat

The Lobby – afslappet luksus i skøn atmosfære

Oplev stemningen i vores afslappende lounge, The Lobby, når du slår dig ned i de bløde sofaer og fornemmer livets gang på Kurhotel Skodsborg. Uanset om du er spagæst, hotelgæst eller blot på visit, indbyder den skønne atmosfære til selvforkælelse. Her har vi åbent fra tidlig morgen til sen aften.

Lad dig friste af sprøde hjemmebagte croissanter og smagende baristakaffe, forfriskende juicer og salater, smørrebrød og skønne kølige drikkevarer, Afternoon Tea og smukke kager fra vores eget konditori eller eksklusive signature cocktails og mocktails med et twist.

Se vores menukort her
Se vores drikkekort her

Aperitivo Hour

Hver dag fra kl. 16-18 kan du nyde udvalgte cocktails og mocktails til en særlig pris – 95 kr. for en cocktail og 65 kr. for en mocktail. Et perfekt lille pusterum i smukke omgivelser sidst på eftermiddagen inden en skøn middag, eller som starten på en god aften.

Afternoon Tea

Uanset om du blot skal forkæle dig selv og en, du holder af, har haft en afslappende dag i spaen eller kommer tilbage fra en frisk gåtur på stranden eller i skoven, er vores Afternoon Tea den ideelle afrunding på eftermiddagen.

Glæd dig til delikate specialiteter og et udvalg af konditoriets kager med udgangspunkt i sæsonens bedste råvarer. Der serveres 5 kager, 2 slags mini smørrebrød med tilbehør samt kaffe eller te.

Afternoon Tea koster 285 kr. pr. person og serveres mellem kl. 13-16*.
*Kræver bordreservation. Information om allergier gives ved reservation. Betaling foretages på stedet.

Book Afternoon Tea her

Søde fristelser fra eget konditori

Vores eget konditorteam kreerer dagligt fristende kager, sprødt bagværk og forførende desserter. Det ambitiøse og dygtige team tænker nyt og kreativt, mestrer de klassiske konditordyder og garanterer perfekt balancerede smage og æstetiske ydre.

Kom og lad dig friste eller bestil vores konditorkager med hjem – vi kalder det ‘cake-away’.

Musikalske oplevelser

I The Lobby danner musik rammen om stemningsfulde oplevelser gennem vores to tilbagevendende koncepter. Lobby Sessions finder sted sidste fredag i hver måned fra kl. 18.00-22.00, hvor en live DJ skaber den perfekte atmosfære med nøje udvalgte tunes, mens baren serverer signaturcocktails, vin og moderne mocktails i stilfulde, uformelle rammer.

Første fredag i hver måned fra kl. 17.00-21.30 kan du opleve Lobby Tunes, hvor unge talenter fra musikkonservatoriet spiller sammen med etablerede kunstnere og præsenterer jazz i forskellige genrer.

Se datoer og program 

Praktiske informationer

Generelle åbningstider
Mandag-søndag kl. 09.00-00.00

Frokost
Mandag-søndag kl. 11.00-16.00

Afternoon tea
Mandag-søndag kl. 13.00-16.00

Middag
Mandag-søndag kl. 16.30-21.30

The Lobby er beliggende på Kurhotel Skodsborg lige ud til Strandvejen.
Indgang til The Lobby foregår gennem receptionen på Kurhotel Skodsborg.
Find vej her.

THE LOBBY
Skodsborg Strandvej 139
2942 Skodsborg
Telefon 45585800
booking@skodsborg.dk

Der er gratis parkering på Kurhotel Skodsborg. Parkeres i mere end 4 timer skal nummerpladen registreres i Brasserie Carl eller hotelreceptionen.
Vi tilbyder 4 parkeringspladser med lader til elbiler samt 6 handicapparkeringspladser.