Forårs- og sommerprogram for Lobby Tunes
7. april – Gypsy Swingin
Gypsy-jazzen har siden sin fødsel i 1930’ernes boblende Paris taget publikum med storm. Sydende soloer og livsfarlige hastigheder på akustiske instrumenter er kendetegnende for denne genre. Lad dig forføre af de to guitarer som supplerer hinanden rytmisk og kontrabassen som holder det hele nede på jorden.
5. maj – The Roaring 20’s
1920’erne var en periode i vestlig kultur som var domineret af generel økonomisk velstand og et sprudlende frigjort kunstnermiljø i USA og Europa. Det var en ubekymret og frisindet tid – og jazzmusikken var i rivende udvikling. Vi rejser 100 år tilbage i tiden til en mere simpel tid – og hylder en tidlig, mere skramlet og umiddelbare lyd – som var vigtig for jazzens popularitet og udvikling.
2. juni Ella Fitzgerald Tribute
Ella Fitzgerald – også kendt som Queen of Jazz – var en ikonisk amerikansk jazzsangerinde som var kendt for sin smukke, rene og teknisk overlegne vokal – og selvfølgelig hendes ’scat-singing’. Læn dig godt tilbage og nyd en fortolkning af hendes store bagkatalog af jazzstandarder som f.eks. ’Dream A Little Dream Of Me’ og ’Cheek to Cheek’.
30. juni – Billie Holiday Tribute
Billie Holiday er en af de mest kendte amerikanske jazz-sangerinder, der nogensinde har levet. Hendes skrøbelige men samtidige stærke vokal sang sig ind i mange hjerte – og gjorde hendes fortolkninger af f.eks. ’Blue Moon’, ’All Of Me’ til udødelige klassikere.
2. juli – A Warm & Jazzy Summer
Sommeren er ovre os – og det vil vi gerne markere musikalsk. Denne koncert er spækket med lun og luftig sommerjazz – alt fra velkendte jazzstandarder som George Gershwin’s ’Summertime’ over i Louis Armstrong’s “What a Wonderful World”.
7. juli – Monica Zetterlund Tribute
Glæd dig til at høre hits som ”Monicas Vals” og ”Sakta Vi Gå Genom Stan”. Repertoiret har udgangspunkt i Monica Zetterlunds store internationale gennembrud, da hun indspillede albummet ”Waltz For Debby” (1964) med den verdenskendte amerikanske pianist Bill Evans og dennes trio.
4. august – Cool Bossa Nova
Bossa Nova er lyden af smukke og brede brasilianske strande – og en skyfri himmel! Den spanske guitar blander sig med den luftige sax – og sender dig på en mental rejse til Ipanema Beach i Rio de Janeiro med udødelige hits som ’Girl From Ipanema.
1.september – Danske klassikere
Smukke hits som ‘Lyse Nætter’, ‘Forårsdag’, ‘Du Er’ osv. som danskerne har genopdaget gennem blandt andet Fællessang på DR. Repertoiret tager udgangspunkt i danske klassikere fra de aller bedste danske musikere og bands gennem tiden – og som samtidig appellerer til flere generationer.