Jens Bache: ”Astanga yoga hjælper til at finde balancen i dit liv”

astanga yoga jens bache undervisning

”Jeg pustede og stønnede. Men bagefter var det fantastisk – som at have fået luft for første gang,” fortæller yogalærer Jens Bache om sin første oplevelse med yoga for godt tyve år siden.
Jens Bache var midt i et traditionelt karriereforløb og var af en medstuderende på Berkeley University i Californien blevet lokket med på et yogahold.
”Det var svært at koble af i en stresset hverdag” fortsætter Jens. ”Jeg kunne cykle og gå ture i skoven, men det var primært i weekenderne. Yogaundervisning et par gange om ugen og en daglig yogapraksis derhjemme gav mig den ro, jeg søgte.”

Astanga yoga hjælper til at finde balancen i livet

”Astanga yoga er en god, allround praksis for alle, der ønsker at finde balancen i sit liv,” siger Jens Bache.
Han uddyber: ”Det hjælper til personlig udvikling og giver overskud til at være i god fysisk og mental form.”
Jens anbefaler gerne bogen ”Yoga Mala” af Pattabhi Jois (som han selv har oversat til dansk) til interesserede, der ønsker at lære mere om den teoretiske og filosofiske del af astanga yoga.

Astanga yoga for mænd

”Mænd er tit skeptiske overfor yoga, men jeg oplever, at de ofte bruger astanga yoga som et supplement til mere eksplosive træningsformer som løb, cykling og CrossFit,” fortæller Jens Bache.
”Ved at lære at bruge åndedrættet på en bevidst måde og opbygge varme, der kommer indefra, finder de ud af, at de kan løsne musklerne op og opnå god fysisk balance i forhold til de mere eksplosive bevægelser.”
”Mænd kan typisk godt lide de langsomme øvelser samt at blive guidet i stille og roligt åndedræt.”
Han smiler: ”Tit falder de næsten i søvn under de afsluttende, afslappende øvelser.”

Astanga 1 og Astanga Mysore

Jens Bache begynder at undervise i astanga yoga på Kurhotel Skodsborg fra lørdag den 19. august 2017.
Hans hold bliver delt i to niveuaer: Astanga 1 og Astanga Mysore.
Til Astanga 1 instruerer læreren eleverne, så de lærer at bevæge sig til åndedrættet samt metoden og stillingerne. Alle elever følger samme rytme, og det er en god introduktion til astanga yoga for dem, der ikke har prøvet yoga før.
Astanga Mysore er for elever, der kender åndedrætsøvelserne og stillingerne, så de kan arbejde i deres egen rytme, mens læreren guider dem individuelt. Eleverne arbejder med at udvikle deres egen praksis derhjemme mellem undervisningstimerne.

Yogatimer med Jens Bache på Kurhotel Skodsborg

Du kan deltage i Jens Baches hold på Kurhotel Skodsborg som følger:
Lørdag – kl. 07.30 Astanga Mysore – kl. 09.00 Astanga Mysore
Læs mere om de enkelte hold – og meld dig til – under HOLDAKTIVITETER

Jens Baches yogauddannelse og baggrund

Jens Bache oplevede første gang yoga på UC Berkeley i Californien i 1997. Tilbage i København deltog han i sin første workshop i 1999 og har siden deltaget i workshops og retreats i Sverige, Finland, Italien, Indien, Portugal, Norge og Schweiz. Derudover har han selv afholdt workshops og retreats i Danmark.
Jens rejste i 2003 til Mysore for at lære af Guruji på KPJ Ashtanga Yoga Institute og har siden besøgt instituttet en gang om året for at vedligeholde og udvide sin viden.
Jens er en af grundlæggerne af Astanga Yoga Skole København, som han fortsat ejer og leder. Han har oversat Sri K. Pattabhi Jois bog ”Yoga Mala” til dansk og er initiativtageren til dokumentarfilmene ”Guruji in Copenhagen” og ”Sharath in Copenhagen”.
Jens læser indologi – læren om indisk historie, litteratur, filosofi og kultur – på Københavns Universitet under ledelse af professor Kenneth Zysk.
Læs gerne mere om Jens Baches baggrund.